Side 89

09/06/01

Vi var ude på Trojka i marinaen. Jeg har efterhånden opgivet Patrick, han har åbenbart ikke pengene, det er problemet. Jeg ved, at han vil ha' båden, vi mødte ham derude og naboen siger, at han kommer dagligt og sidder i cockpittet?? Vi mødte ham igen og jeg fortalte ham; at nu tager vi Trojka på land og så stiger prisen med alle de omkostninger vi får, han vil ringe i aften.

Bagved Trojka ligger der nu en canadisk båd og en af fyrene; Gerhard, kom over og hilste på. Så mange mennesker syntes, at det er så fantastisk, at jeg er sejlet hele vejen fra Danmark, så han ville lige "trykke" hånd. (Jeg har sagt det før, enhver der VIL sejle jorden rundt kan, hvis båden ellers er sikker, det er som i andre tilfælde ikke størrelsen der tæller, og jeg er ved at få "spat" af alle de mennesker, der tror, at det er så skide svært).

Gerhard er omkring de tres, og er egentlig tysk, men har levet i Canada, og faktisk Vancouver i 40 år, det var jo ret heldigt, da det er der vi skal leve. Han fortalte mig, at det er det bedste sted i verden at leve, om hans danske venner, der bor der, og om den Skandinaviske klub de har, og så er kontakterne jo ved at være hjemme.

Vi fik et par øl med Fred, han er besætning på en 94 fods sejlbåd, den er så stor, flot og luksuriøs, at den ikke engang imponere mig. Vi har været ombord flere gange, han ved aldrig, hvornår ejeren kommer, men som regel en tre ugers tid hver år, resten af tiden er han alene om borde.

Patrick ringede, han har stadig problemer med at finde pengene, i morgen tager vi bussen (60 Km.) ned til en anden marina, for at få priser og se på lokaliteterne.

Vi gik en lang tur, og kom vidt omkring, vi sad på et idrætsanlæg og drak en cola og så de lokale spille Petanque, det franske kuglespil. Vi kom sent tilbage og drak te.

10/06/01

Jeg vågnede tidligt og lavede pandekager, og det helt store frugt-morgenmåltid og var netop klar, da Nat. vågnede.
Det er utroligt heldigt, vi har nøjagtig den samme størrelse i tøj, benlængde og alt - meget praktisk, at vi deler tøj og sko.

Vi kom tidligt afsted og tog bussen, da den stoppede halvvejs(??), tog vi den "på stop" resten af vejen, først med en fransk ældre herre og sidst med en lokal kvinde, der arbejder for Hertz i lufthavnen. Hun ville gerne tale engelsk og kørte en kæmpe omvej for at tage os til marinaen. Jeg vil opsøge hende, når vi er i lufthavnen, hun er rigtig sød.

Priserne var rimelige og selvfølgelig er det billigst at ligge i vandet og forholdene er i top. Bruno, der er den franske manager, viste os rundt og var utrolig flink og rar. Marinaen er lille og så hyggelig, der er værkstedsfaciliteter, de bygger både der, og den har bare en dejlig atmosfære. Der står flere udenlandske både på land og i vandet ligger der en norsk båd, men der var ingen hjemme, den så også ud til at være efterladt, sejl var taget af osv.
Vi lavede en aftale om, at vi sejler derom i morgen, vi tog bussen tilbage og stoppede i marinaen for at betale, og købe mere benzin, så vi kan sejle for motor, hvis der ingen vind er, der er vel en 8 timers sejlads derom.

Vi snakkede om at lave en tur ud af det og glæder os faktisk til at tage turen derud sammen. Vi har ikke sejlet meget sammen og aldrig på Trojka, bortset fra turen fra havnen til marinaen med Jason. Vi vil handle ind til turen i dag og vi vil overnatte derude, det bliver sjovt.

På kajen mødte vi Fred og drak en Cola med ham og imens gik jeg til båden for at hente dunkene. På båden lå der en seddel fra Patrick, og Fred fortalte senere, at Patrick havde været der om morgenen. Ring til mig, så vi kan mødes for at underskrive kontrakten, jeg har pengene!! Ja, så var der jo ingen grund til at købe benzin, så jeg gik tilbage og Natalie måbede lidt, da jeg kom tilbage uden dunke.
Vi besluttede os at give ham endnu en chance, han har haft et par stykker, og jeg er så "træt" af ham.

Vi handlede stort ind, i aften skal Nat. og jeg lave mad ude hos nogle lokale, hvor vi har været mange gange og spise og så'en. De har en "restaurant, men det er en slags privat affære, kun for familie og venner og dem har de mange af. De har inviteret noget af familien og vi har inviteret Nick, fyren der spurgte efter Marihuana i Balboa Yacht Club.

Jeg ringede til Patrick fra en boks og han svarede ikke, han driver mig snart til vandvid. Det ville være rart at vide, om man er købt eller solgt. Vi snakkede om, at han helt sikkert ville have haft ringet til huset, han har "vores" nummer. Der var ingen, der havde haft ringet, men da jeg ville ringe, kunne jeg ikke få klartonen, og fandt en telefon der ikke var lagt rigtigt på. Et par sekunder efter ringede Patrick og spurgte, om han måtte komme til huset for at underskrive kontrakten. Vi var sent på den, men jeg ville gerne have dette overstået, så han kom til huset og vi fik pengene. Vi skrev kontrakt i fem kopier. Vi lavede en aftale om, at vi kommer til marinaen i morgen kl. 10:00 for at hente vores sejlertøj m.m., det får vi helt sikkert brug for, resten kan han få.

Jeg fik spurgt Patrick om, hvad han laver, og jo, han er præst på en slags missionær-mission på de små øer i Tuamotos området, og han vil bruge Trojka til at sejle rundt i "Embedsmedfør", den "sejlende præst", det er bare herligt.

Lidt forsinket ankom vi og vi havde en gevaldig aften, maden var perfekt, Nick kom bare ikke. Vi sang og spillede musik til ud på de små timer, det er fantastisk at høre tahitianerne synge deres lokale traditionelle sange.
Livet på en stillehavsø er bare dejligt og de er alle meget glade mennesker og der er en fantastisk afslappet stemning.

Til Side 90

Fra Esbjerg til Tahiti i en Junker 22