Side 84

27/05/01

Jeg ankom nord om Ahe om aftenen d. 25 og tog så beslutningen. Der var masser af vind og jeg havde ret, går jeg udenom, må jeg krydse to hundrede mil mod Papete.
Jeg havde studeret flere bøger og mit oversigtskort og lavet en rute ind igennem Atollerne. Man skal huske på, at da de lavede søkortene, gjorde de det med sekstant. Med GPS navigationen, kan man nu se, at øerne ofte ligger "forkert" placeret i forhold til positionen på kortet, helt op til fem mil!!! Det tog jeg med i mine beregninger, jeg ville ikke tættere på rev eller øer end højest nødvendigt (jeg syntes selv, det er en ret god taktik, he he). Det tætteste gennemløb jeg skulle passere, skulle efter kortet og div. bøger have en åbning på 16 mil. Hvis jeg så trækker to gange største misvisning - i værst tænkelige retning fra - er der stadig 6 mil og jeg er i midten, altså 3 mil til hver side i værste fald.
Jeg kunne selvfølgelig intet se, det var den mørkeste nat i mands minde, men jeg kunne ofte høre brækkende bølger ind over revet. Vest om første ø og øst om næste. Derefter fem mil og så øst/syd om et rev. Da det blev morgen (endelig), havde jeg 90 mil uden fare.

Jeg havde for første gang i min sejlerkarriere, været oppe hele natten. Jeg sov kun to timer først på aftenen, jeg måtte hver halve time korrigere kursen p.g.a. strøm ca. 4 knob i vestlig retning. Jeg havde lavet en kurslinie, og ved at tage positioner hver halve time, kunne jeg se, om jeg holdt kursen. Jeg måtte et par gange krydse, da det var stik mod vinden, og jeg kunne ikke holde kursen mod næste waypoints.

Efter at have sovet det meste af dagen ankom jeg til de næste rev/øer i mørke igen. Der havde jeg ikke så mange problemer, det gik kun ud på at være så meget mod syd, før jeg svang mod vest og så et par gange mere, faktisk som at køre bil med bind for øjnene; Tæl til tyve og sving 90 grader til venstre, tæl til 240 og sving 75 grader til højre, og så må man bare håbe, at der er en vej…..

Jeg blev forvirret et sted, hvor der ikke var plads til tvivl. På nogle af revene og øerne var der lys, bøjer og fyrtårn, hvilket som regel jo er godt, men uden kort kunne jeg ikke vide i hvilken afstand, de skulle kunne ses og hvad de afmærker, er det en rute? Eller et rev? Jeg så noget lys, der så ud til at bevæge sig et par gange, men jeg frygtede, at det var revet, så jeg gik mere sydover. Det er svært at navigere i bælgmørke i svag vind og stærk strøm, så man har hele tiden opfattelsen af, at båden ikke reagerer på kursændringen. Jeg ændrede flere gange, indtil det gik op for min trætte hjerne, at det var et skib der fiskede, specielt da han startede en mega projektør op og fandt mig derude. Jeg havde ikke lys på og vi var tættere på hinanden, end jeg havde troet.
Det er måske ikke den mest "professionelle" sejlads det her, men det er fandeme spændende.

Jeg satte lys på og kaldte ham, Attention Fishing Wessel - Attention Fishing wessel, Do you see me?? Ja Ja - bare rolig, selv uden lys kan jeg se dig, du giver et fint ekko på min skærm, vi snakkede netop om, hvad det mon er derude, du holder en noget mærkelig kurs???? Jeg forklarede ham om mine problemer og han foreslog straks, at jeg holdt en kurs og at han så ville guide mig ind på en rute, hvor der ingen fare er, i hvert fald de første 50 mil. Dejligt med lidt radarhjælp, jeg takkede mange gange for hjælpen, slukkede lyset og gik til køjs.

Da jeg vågnede op af formiddagen, var der ringe vind og jeg har nu 159 mil til Papete og skal bare undgå to rev mere. De ligger så bekvemt i afstand af hinanden, at det ikke giver problemer, jeg skal bare holde øje med, hvor meget strømmen sætter mig mod vest.

Det er nu skøn afslappende sejlads, farten er kun 3,5 knob, men søen er så til gengæld total fladt. Jeg vil fiske her i eftermiddag, jeg har netop spist den sidste dåse sardiner til morgen/middagsmad. Jeg fandt igen ud af, at havregryn ikke holder sig ret længe til søs. Der var ligesom "spindelvæv" i dåsen, selv i den uåbnede pose, så alt røg ud over siden. Jeg kunne ikke finde dyr i det, men de par gange jeg er blevet syg af mad, skyldes hver gang de S…. gryn. Jeg tager ikke længere chancer, jeg har prøvet at blive syg af dem, selvom jeg sorterede de små sorte dyr fra meget grundigt.

Vinden skiftede først 20 grader og et par timer senere 120 grader mere, det er da noget der vil noget, godt at jeg ikke sov…….

Jeg håber stadigt, at jeg kan komme i kontakt med et skib, der kan sende Natalie en mail om min forventede ankomst. Jeg ville ikke bede skibet i går nat om det, men jeg syntes, at han gjorde nok for mig og hans engelsk var et problem.

Jeg har ikke set andre skibe under hele turen, det undrer mig til stadighed, at der er så mange skibe herude, og så sjældent ser man dem, stof til eftertanke, hvis man sidder i en redningsflåde. Jeg har for øvrigt for længe siden pakket en nødpaksæk (25 kilo - det bliver ren luksus på den øde ø) med raketter, vand dåsemad/kiks, smøger og alverdens grej, bare i tilfælde at, at jeg må forlade båden i en fart.

Åhh nej, det er en af de nætter, hvor jeg bare ikke kan gå i seng. Stjernehimlen er bare så fantastisk, jeg er ikke træt og nu har jeg kogt mere vand og må nu have drukket så meget the, kaffe og boullion, at jeg skal rende resten af natten. Man tænker så klart, når man sidder i en stjerneoplyst hav, plant vand og ikke en lyd andet end vindens sagte susen i sejlene. Jeg tænkte over, hvor stort universet er og hvor lille Trojka og jeg er - så lille en brik i det store puslespil, at vi ikke engang ville blive savnet, hvis vi faldt på gulvet.
Jeg tænkte over tid, hvad tid egentlig er, kvantum fysikken siger, at tid ikke eksisterer, der er kun NU, alt andet er en mental konstruktion; fortiden er lavet af hukommelsen og fantasi og fremtiden er lavet af planlægning og fantasi, alt er bare mentale konstruktioner, der er kun NU.
Jeg husker at have læst, at Dr. Albert Einstein under en af sine forelæsninger, blev spurgt; Hvordan vil de forklare, at tid er relativt, når den så klart kan måles i enheder og altid vil blive det samme? Og Einstein svarede;
Prøv at sidde på et varmt komfur i et minut og det vil føles som en time, brug derefter (eller måske først) et minut med en dejlig dame og det minut vil føles som et sekund. Tid er relativt.
Jeg er bare i tvivl, jeg tror, at det er os mennesker og vores opfattelse (og i dette tilfælde; af tiden) der er relative, og at hvis tiden eksisterer, så er den konstant, og jeg tror, at det nu er tid for mig at gå i seng, det er vist ved at være for meget, selv for mig.
Jeg har spekuleret meget på, om jeg gør det rigtige. Er jeg færdig med at sejle? Har jeg set nok? Eller vil jeg fortryde, at jeg stopper på Tahiti?
En part af mig ville gerne forsætte til Tonga og derefter New Zealand eller Australien for at arbejde.
Den anden part vil bare være sammen med Natalie, jeg er smask forelsket og det er totalt gensidigt.

Til Side 85

Fra Esbjerg til Tahiti i en Junker 22