Side 16

Jeg vågnede da solen stod højest, den skinnede lige ned i hovedet på mig igennem vinduet, jeg svømmede nærmest i sengen og ville derfor op i cockpittet for at lægge i skyggen, jeg undrede mig kun lidt over den friske frugt deroppe og flasken med vand i sengen, jeg køber aldrig vand.

Mister - Mister! Overrasket over, at der var nogen omborde, vågnede jeg ved, at en endnu ældre herre stod og ruskede mig i armen og denne mand havde den frækhed at nappe! Jeg fik forklaret, at jeg var ok og smilede også lidt for at berolige, men kunne knapt åbne øjnene, jeg var bare så træt. Han tvang mig op og sidde, kikkede mig i øjnene, i halsen, prøvede reflekser, han lagde mig så ned, først på mave og så på ryg, dumt nok prøvede jeg på at sove og vågnede først helt op, da han sagde; Hospital.
NO! - Røg det ud af mig. Nu var det hans tur til at blive overrasket. Jeg tog mig sammen og fik lidt vand i hovedet og så først da, Enrico og kone, ham som vækkede mig på stranden, stå i en robåd. Da jeg for at bevise, at jeg havde styr over det, oplyste doktoren om, at jeg allerede var startet på penicillin, var det hans tur til at sige; NO - NO!! Fever go down, but dont come out. NO! Han gav mig piller, som jeg skulle tage, jeg skulle hvile. Jeg tænkte; at i hvert fald det bliver let og de ville komme tilbage næste dag.
Enrico forklarede, hvordan det hele havde foregået; Enrico's søn havde under aftensmaden fortalt om den mærkelige Gringo, der havde sovet hele dagen på stranden, kun afbrudt af en kravlende tur ned i vandet. Enrico og kone besluttede derfor at se efter og fandt mig der, tænderklaprende viklet ind i tæppet, og havde fået mig sendt afsted ud i båden, men var stadig bekymret, og havde så havde roet ud til mig næste formiddag og ikke kunnet få liv i mig og hentede derfor doktoren.
Med en stor klump i halsen forsøgte jeg at udtrykke min taknemmelighed for deres hjælp og omtanke og alt det besvær for en komplet fremmed. De virkede nærmest generte og sagde, at det ikke var noget at tænke på.--------- Jeg stod op og vinkede og forsatte med at udtrykke min taknemmelighed og kærlighed osv., til både dem og deres land generelt, og opdagede først da, at jeg var splitternøgen !!!

Næste dag kom Enrico og doktoren tilbage og jeg var da oppe i cockpittet, og lidt friskere. Vældig fornøjet med dette og efter et grundigt eftersyn, fik jeg besked på, at Enrico ville hente mig næste dag og bringe mig til lægens hus. Og igen fik jeg frisk frugt og vand.
Jeg blev hentet næste dag, hvor jeg var frisk, men stadig slap i betrækket. Da vi kom til lægen, blev Enrico sendt i køkkenet og jeg fik den helt store undersøgelse, og derefter en forelæsning om vigtigheden af en alsidig/varieret kost, med den helt store gennemgang af nogle store plancher, han var stolt over at kunne undervise mig i dette, så det tog nogen tid inden jeg nærmest tøvende fik spurgt, hvad jeg fejlede; En virus, ikke noget, at jeg skulle bekymre mig om…..

Jeg spiste den aften på Enrico's kraftige opfordringer, det var umuligt at sige nej tak i hans hjem, og både han og doktoren nægtede på det bestemteste at modtage nogen form for betaling. Jeg følte mig meget "lille" og taknemmelig og forsøgte at forklare dem noget om; at tak kun er et fattigt ord, om de forstod det, er jeg ikke sikker på, men de kunne ikke undgå at se, hvor taknemmelig/rørt jeg var.

Til Side 17

Fra Esbjerg til Tahiti i en Junker 22