|
Næste morgen løb min vandtank tør
og da jeg ville hælde min reservebeholdning i den, så jeg, at den var beskidt.
Der var næsten ingen søgang, så jeg besluttede mig for at få den renset og jeg
havde, inklusiv min nødration 50 liter, så der var rigeligt.
Pludselig blæste det op og jeg måtte ud og rebe ned, på grund af den stærke vind
og North Equatoriel Current løb jeg næsten 8 knob i timen fuldt ned-rebet !!!.
Sidst på eftermiddagen hørte jeg en mærkelig skvulpen og så ned i kølen, der lå
50 liter vand, og vandtanken var tom. Jeg havde glemt at lukke bundhanen - jeg
store idiot og jeg havde også fyldt min nødration i den, da jeg så kunne få
udskiftet alt vandet, når jeg kom i havn, og det var jo rigtigt genialt. Min
nødration får nu en påtegning; må kun røres i nødstilfælde eller i havn.
Jeg studerede kortet og nærmeste ø var Isla Margarite, nede ved Venezuela, 135
mil væk. Det ville betyde stik 180 grader syd, på tværs af vind og sø og strøm,
det ville være farligt og sikkert helt umuligt, min fart lå konstant på 7-8 knob
fuldt ned-rebet, og af og til fik jeg en bølge ind over hækken og skulle jeg så
prøve med siden til, niks - jeg må bare forsætte og når man er så dum, må man jo
lide og med denne fart er det kun tre dage så…..
Om aftenen faldt vinden til en brise, men strømmen gjorde stadigvæk, at jeg
kunne holde en 4 til 4,5 knob. Okay, nu er det så fire dage, jeg har jo noget
væde ombord i form af dåse majs, tun i olie og leverpostej i dåse. I løbet af
det første døgn, havde jeg alle dunke ude og tømme dem for dråber.
Andet døgn prøvede jeg at drikke havvand med en overdosis af orangepulver i, det
var så stærkt, at det overdøvede saltsmagen, men den kom bagefter og brændte i
hals og mund.
Jeg er næsten ved at brække mig, når jeg drikker vandet fra majsdåsen. Det er
simpelthen så kvalmt og sødt, hvorfor skulle de fandens negre også absolut æde
alle dåserne med frugt.
Jeg gennemrodede båden flere gange for at finde noget drikkeligt, men nej.
Jeg fandt tre stykker tyggegummi og det var himmelsk, det gav mundvand, i et
stykke tid.
På trejdedagen uden vand, og stadig to dage mere forude, besluttede jeg mig for
at gå ud i skibsruten og kalde det første skib, jeg mødte. Sagaso, en stor
tanker fra Panama, kom op i horisonten omkring middag og svarede straks på mit
kald. Jeg havde forestillet mig, at de bare kunne smide et par dunke bundet
sammen med en strik overbord og så forsætte, så ville jeg, om det så skulle tage
hele dagen, nok få fat i dem. Eller hvis de kunne køre ferskvand i brandslangen,
blot gå på siden af mig, oversprøjte mit lille skiv og jeg ville så opsamle det
i et reservesejl i cockpittet, men nej. Kaptajnen insisterede på, at han ville
lægge stille og blive der, til jeg havde fået vandet, det betød, at han skulle
lige bruge en halv time på at skifte fra Heavy Fuel oil til diesel, så han kunne
manøvrere. Da han lå stille, havde de bundet en 200 meter snor i en 20 liters
dunk og jeg sejlede bag om ham og fangede snoren med min bådsmandshage, og bare
for hans skyld, gjorde jeg det tre gange, da de havde forberedt tre dunke og jeg
havde vel nok i 10 liter, men nu så jeg jo et ferskvandsbad forude. Det var
svært i den stærke strøm og sø og kun en brise, at få vendt båden og gå så nær
ham og så tre gange. Han så uhyggelig stor ud, når jeg kom ned mod hans bagende,
men det gik godt. De videofilmede og blitzede og vinkede til den helt store
fornøjelse, og en fornøjelse var det at få vand i tanken.
Jeg drak først 2 liter saft, så en liter chokolademælk (pulver) og en hel kande
kaffe og så mere saft og jeg skulle ikke tisse det første døgns tid.
Jeg havde flere samtaler over radioen med Sagaso og de var bare glade for at
kunne hjælpe og ikke et bebrejdende ord, hele operationen kostede dem ca. 3
timer plus skift til diesel og tilbage til fuel oil o.s.v.
Jeg tror ikke, at jeg kunne være død af vandmangel, når jeg nu havde de dåser
majs og noget syltetøj o.s.v., men det kan da godt være, at jeg havde trængt til
rekreation, hvis jeg ikke havde fået det vand.
Mærkeligt som det går en på hjernen, når man intet vand har, og det er endnu
sværere, at lægge sig til at sove, når man kan høre vandet risle hen af skroget. |