|
02/03/01 Los Pelikanos, Panama
Der er meget ringe landingsmuligheder for gummibåde, de fleste skiftes til at
sejle hinanden i land. Jeg hader bare at være afhængig af andre, så jeg riggede
et anker og tovværk, så kan jeg droppe ankeret 10 meter fra land og trække båden
ud og ind, jeg bandt fortøjningerne til stenene.
Bruno og Helene kom også i land, og jeg tog med dem ind til byen, og direkte til
internetcafeen, hvor jeg sendte en mail til Nat. Den pige er da bare så sød, og
jeg glæder mig til søndag aften. Jeg troede, at jeg var gået glip af julegaver i
år…..så blev det jul i år alligevel.
Da jeg kom tilbage til ankerpladsen, var jeg i tvivl om, om ankeret holder. Jeg
syntes, at jeg var kommet lidt tættere på Mike, australieren der ligger bagved
mig, så jeg flyttede Trojka lidt nærmere på land, og fandt et stort fiskenet på
mit anker, den kunne ikke bide sig fast med det siddende. Jeg dykkede lidt, og
så en hummer, men jeg tog den ikke, jeg har jo dårlige erfaringer med dem.
Vandet er meget koldt i forhold til Atlanterhavet og her er brug af dragt
nødvendig.
Jeg sejlede omkring en amerikansk båd og jeg fik en sludder med Bill, han venter
på sin veninde, som efter lønforhandlinger ikke var tilfreds og havde sagt;
Så kan det sgu også være lige meget, jeg tager med Bill ud og sejle, Farvel…
Jeg aftalte at Nat og jeg ville komme forbi en af dagene.
Jeg så en dejlig lille strand, øde og godt gemt væk, der vil jeg tage hen en
anden dag med Nat., man kan ikke sejle ret nemt derind pga. klipper i vandet.
Søndag
Jeg var tidligt oppe og fik morgenkaffe med Bruno og Helena. Senere besøgte jeg
Magnus og Line, det unge svenske par.
Beacon's transit er udskudt til i morgen og jeg må vente endnu en dag på Nat.
Mandag
Jeg ryddede op på Trojka og lavede lidt småreparationer og så var Beacon der
pludselig. Jeg gav et par kæmpe trut i hornet og sejlede derover i gummibåden,
da deres anker holdt. Jeg vidste, at Stacy og hendes mand David ville være
ombord. Jeg havde endnu ikke truffet David, da han har været i Holland for at
arbejde, men var ret sikker på, hvilken af de tre mænd ombord, der var David og
jeg havde ret. Stacy er utrolig sød og det er David også.
Transitten blev fejret med champagne og derefter tog vi på cafe og fik lidt at
spise og drikke. For at komme til cafeen skal vi gå ret langt eller tage en bus
eller taxa (tarif for lokal kørsel er 1 dollar). Men Stacy den tossede tøs,
hopper selvfølgelig bare ud foran en pickup-truck, og snart sad vi alle på
ladet. Stacy og David skulle senere til lufthavnen for at modtage en af deres
venner, Guy, der er sydafrikaner, og som skal sejle med på deres båd. Jeg sagde
til Stacy, at hun skulle efterlade rygsækken og det gjorde hun (Så var vi
sikker på, at de ville komme igen, vi kan mægtigt godt lide dem begge to.).
Meget senere ringede de fra lufthavnen, At de ville blive forsinkede, men de
ville komme. De skal jo tilbage til deres egen båd i Colon, men ville nu - pga.
det efterhånden sene tidspunkt - overnatte på Beacon. Fint.
Guy, min allerbedste belgiske vens båd
Jeg havde bedt David, skipperen ombord på Beacon, om at tage min
gummibåd med ud på båden, da han og de andre gik hjem. Der er tidevand her og
gummibådene lå på klippekysten. Da vi meget senere kom tilbage til ankerpladsen,
sov de på alle bådene, så der var ingen til at sejle os derud. Guy og jeg
svømmede ud for at hente min gummibåd. Det var utroligt flot, at se de
fluorescerede tingester (hedder det morild på dansk?) i vandet, det lignede
grønt lys omkring vores kroppe og arme, når vi svømmede. Guy havde aldrig set
det før og var fuldstændig betaget af det (og vi var fulde også).
Stacy og David og Guy sov på Beacon og tog tilbage til Colon, før vi fik øjne.
Nat. og jeg er utrolige sammen. |
