Side 59

01/03/01

Jeg var tidligt oppe, og fik pumpet min gummibåd op og fik monteret min kære lille motor. Efter morgenmaden tog jeg over til Carol's båd og blev inviteret ombord. Hendes mand, Buggi var i fuld gang med at rode med motoren og båden bar tydeligt præg af, at de har repareret i mange måneder, Hvis hun rydder op, glemmer hun, hvor hun har lagt det og uanset, hvor hun flytter det hen, kan jeg ikke nå det længere, når jeg skal bruge det næste gang. Men det var tydeligt, at de nød at få selskab. Vi har ikke sat sådan og drukket kaffe med nogen i 7 måneder, sagde Buggi. Jeg endte med at blive der til lunch og så billeder af deres familie og hele deres tur, de har været undervejs i 5 år. De vil op langs Amerikas østkyst og senere sælge båden der og købe en Mobilhome og se lidt af deres eget land. Jeg mindede dem om, at huske at leve og de bad mig komme igen en anden dag og Det, sagde Buggi; er da en begyndelse. Jeg kender for resten godt Danmark, jeg var i tivoli i 1958. Da var han soldat og udstationeret i Tyskland.

Så tog jeg tilbage til Trojka for at hente en båd, jeg havde snittet til en australsk dreng, der bliver 7 år i dag. Jeg fik kaffe og vi sejlede lidt med båden, jeg havde syet sejl af en t-shirt.

Tilbage på Trojka tog jeg water-taxien ind på land og tog ind til byen, og jeg besluttede mig for at gå. Det skulle jeg måske nok ikke have gjort, jeg blev overfaldet. Jeg gik langs en stor landevej med tæt trafik, og da jeg passerede et hul i plade-plankeværket, mærkede jeg et slag i ryggen og blev forsøgt trukket baglæns i min skjorte, som blot "gav" efter i syningerne. Jeg reagerede ved at lægge balancen på højre fod og løfte venstre fod op over knæhøjde og brugte al min kraft og vægt til at "træde" hans knæskal af, samtidig med at jeg svang min venstre håndkant og ramte ham utroligt hårdt, lige på struben. Jeg ramte godt, og han gik ned, hans medskyldige stak af i rend. Jeg havde ikke lyst til at hjælpe ham og forsatte hastigt, blot for at blive stoppet af en politimotorcykel 500 meter længere oppe af gaden. Ohh shit, tænkte jeg, nu har jeg problemer. Men det havde jeg ikke, jeg blev taget med på stationen, bag på motorcyklen uden hjelm, for at skrive rapport, og jeg skulle lægge sag an, sagde politiet.
Han havde mistet bevidstheden, da de smed ham ind bag i en politibil og kørte ham til sygehuset. Der er "ingen kære" mor her. Jeg er sikker på, at kunne han havde bevæget sig bare en lille smule, havde de smækket en kugle i ham, de er meget "rå".
Mange af betjentene kom hen til mig og ønskede tillykke! Jeg havde bare lyst til at komme ud derfra.
Jeg lovede at komme op med mit pas en af dagene, det har jeg dog ikke tænkt mig. Jeg ville sejle videre i dag, hvis det ikke var fordi, at jeg skal mødes med Nat søndag, og jeg kan ikke sejle den næste distance uden at se hende igen, jeg er helt blød i knæene.

Jeg forlod dog marinaen og gik på en afsides ankerplads, for en sikkerheds skyld. Jeg føler mig ikke overbevist om, at jeg ikke pludselig bliver tilbageholdt. Og i går troede jeg, at det her sted var så skide sikkert..
Fra Politistationen ville de køre mig i patruljevogn, hvorhen jeg ville. Jeg insisterede på en taxa og de tilkaldte en. Hvad de havde fortalt chaufføren ved jeg ikke, men turen er gratis, sagde han!

Til Side 60

Fra Esbjerg til Tahiti i en Junker 22